Kontaktperson+

En kompetenceprofil

“Kontaktperson+” er en udvidet forståelse af den kontaktpersonordning, som kommunerne har etableret i rammerne af loven om den sammenhængende kommunale ungeindsats (KUI, implementeret pr. august 2019). KUI har til formål at gøre alle unge under 25 år parat til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.

KUI har et særligt ansvar overfor udsatte unge. Her er det kommunens ansvar, at den unge oplever sammenhæng og koordinerede indsatser på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen.

De mest udsatte unge udgør ca. 6 % af ungepopulationen i Danmark. De unge er mellem 15-29 år og står uden uddannelse og uden for arbejdsmarkedet. I Danmark refereres ofte til denne gruppe af unge som ‘restgruppen’ og i EU kontekst som ‘NEETS’: not in Education, Employment, or Training.

Funktion og opgaver

“Kontaktpersonen har til opgave at følge og støtte den unge frem mod fastholdelse på en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse.” if. Undervisningsministeriets vejledning til den kommunale ungeindsats “Klar til kontaktpersonordning”, juni 2019.

Den mere ambitiøst skitserede ´kontaktperson+´ har en udvidet opgavevifte.

Kontaktperson+ koordinerer, organiserer og samarbejder i rammerne af et lokalt kædeansvar, hvor individuelle ungeforløb tilrettelægges sammen og i meddesign af de enkelte unge. Kontaktperson+ følger de enkelte unge undervejs, også i overgangene, og bidrager kompetent med udvidet vejledning.

Der arbejdes med kontaktperson+ og kædeansvar i rammerne af projekterne Unge med kant Syddanmark (2018-2020), Youth in transition (2018-2021) og Unge med kant Hovedstaden (2019-2022).

Kompetenceprofil

Profilen for kontaktperson+ indbefatter og udvider de kompetencer, som Undervisningsministeriet anbefaler for kontaktpersonordningen.

Udvidelsen er begrundet i de ambitioner, som Danmark er med til at støtte i FNs Verdensmål (2015), samt de behov der er konstateret ved et samarbejde, der er udvidet fra KUI til et tværsektorielt samarbejde i et kædeansvar.

Kompetenceprofilen for kontaktperson+ er udarbejdet i rammerne af EU projektet Youth in transition og afprøvet i projekterne Unge med kan Syddanmark såvel som Unge med kant Hovedstaden.

Profilen fungerer som en ambitiøs ramme for viden, færdigheder og kompetencer. Dermed tager profilen udgangspunkt i det danske kompetencebegreb: at kunne bruge viden og færdigheder relevant i en given kontekst og ved behov at kunne overføre til andre kontekster.

Kontaktperson+ i kædeansvaret

Juni-august 2020: Der arbejdes aktuelt på at tilføje cases og eksempler fra praksis til modellen. Brugertilgang forventes at åbne ultimo august 2020.

OBS: Kontaktperson+ funktionen kan evt. bestå af et team, afhængig af lokale forhold og muligheder. Se evt. også kontaktpersonordninger i andre dele af den kommunale forvaltning, bl.a. på social- og beskæftigelsesområderne.

Konstruér en egen profil

Vi har udarbejdet en interaktiv “klik & træk” version af kompetenceprofilen. Den generiske model af kompetenceprofilen for kontaktperson+ kan dermed tilpasses og oversættes lokalt. Prøv selv og download!

Modellen skal konkretiseres med de fornødne kompetencer ind i den givne lokale kontekst. Det indebærer, at man forarbejder den lokale model og oversætter dens begreber til lokale begreber og lokale opgaver.